Voksenarrangement

Naja Marie Aidt til Forfatterdagen

I starten af året udgav Naja Marie Aidt den tankevækkende roman, Øvelser i mørke. En bog, der handler om traumer, sorg og vold. Om nye begyndelser, familie og kærlighed. En bog om livet.
Vi glæder os til interviewet ved Forfatterdagen den 5. oktober.

Af Viggo Ahlgren

Naja Marie Aidts Øvelser i mørke er en bog om traumer, og hvordan mennesker går rundt med mere end det, øjet ser. I bogen møder vi en kvindelig unavngiven hovedperson, der er i traumebehandling hos den til tider irriterende "PTSD-mand". Hun er sygemeldt, hun udmattes af daglige gøremål, og det er en kamp bare at være til. 

Ved siden af traumebehandlingen findes imidlertid også et liv, som kræver opmærksomhed - sønner, veninder og mødre. Alt sammen størrelser, der både giver til og tager fra den i forvejen udfordrede midaldrende kvinde. 

Traumet, som har fremkaldt PTSD'en, er bundet til en forfærdelig hændelse, der ikke bare udløser søvnløse nætter og panikanfald; det har også rusket op i tidligere hændelser, der indtil nu har ligget latent i kvindens sind. 

Alt sammen vælder nu ind over hovedpersonen, der er nødsaget til at se traumerne i øjnene for at blive sig selv igen. Hun må arbejde med de mørke sider, hun må øve sig i mørke. 

Vi glæder os utroligt meget til at interviewe forfatteren om Øvelser i mørke ved Forfatterdagen 2024.

 

Køb din billet til Forfatterdagen her