Dybt ind i junglen
Af Louise Bredahl Greiner
Her kan du bl.a. læse om Bagan, Angkor Wat, Ayutthaya, Borobadur, Calakmul, Teotihuacán og mange flere. Fælles for dem alle er deres storslåethed og historiske betydning. Derudover er der en vis mystik over oprindelsen af flere af bygningsværkerne, da de har været forladte steder i mange år.
Man kan ikke undgå andet end at blive nysgerrig på at læse mere om de mange forskellige kulturer, der har stået for at bygge dem. Indsigten i at der længe før de europæiske storhedstider fandtes byer og bygningsværker i denne skala får selv betagelsen af Børsen til at blegne.
Bogen er lavet i et stort format i serien Fakta Max. Billederne i bogen er ufatteligt smukke, og på hver side er der faktabokse med forklaringer af forskellige ord. Desuden er der på hver side også et lille kort med geografisk angivelse samt udvalgte arkitektagtige tegninger med mål og sammenligninger.
Den er forholdsvis let at læse fra man er ca. 8 år, men man kan snildt gå på opdagelse i bogen sammen med en voksen, hvis man er en nysgerrig 5-6 årig. Det er en fantastisk letlæselig bog i et dejligt format, der måske ikke passer i bibliotekets letlæsningskasser, men giver en helt anden dimension i læseoplevelsen :-)
Det er bare om at få den læst, så du kan blive klassens nye stjerne i Bebyggelsesgeografi og
-historie!
Anbefalet af Sonny