En evergreen i efterårets grå
Hvis man hørte bare lidt efter i folkeskolen, har man sikkert hørt om den danske forfattergigant Henrik Pontoppidan. Et navn, der står bag kanoniske værker som Det Forjættede Land, De Dødes Rige og selvfølgelig Lykke-Per. Men hvem var denne herre, og hvad kan man rent faktisk udrede af hans værker?
Af Viggo Ahlgren
Måske har du allerede læst et Pontoppidan-værk, måske endda flere. Måske har du gjort dig fornuftige overvejelser undervejs i læsningen eller undersøgt værkets litteraturhistoriske kendetegn. Måske fik du nok, måske ikke.
Det er imidlertid sikkert, at man aldrig bliver helt færdig med Pontoppidans storværker. Som med andre evergreens besidder de en evne til konstant at være relevante for den læsendes samtid - om det så er for 100 år siden, for 50, eller netop nu formår forfatterens romaner og noveller at skære sig ind i vores selverkendelse på en måde, man sjældent finder i litteraturen. Og som ægte evergreens bliver de siddende i os.
Sådan er det i særdeleshed med kæmpeværket Lykke-Per, der blev udgivet i fire dele fra 1898-1904. Historien om den ihærdige lykkejæger, Peter Andreas (Per) Sidenius og hans store drømme er blevet lidt af en nationalfortælling. Med et skarpt blik for det enkelte menneskes kamp med sig selv og sit ophav - samt et nærmest skarpere blik for det kollektivt dansk-kulturelle i romanens samtid - skildrer Pontoppidan på mange måder en komplet livshistorie, og det er svært ikke at genkende sig selv i en af karaktererne og de gennembrud, som de står overfor.
Og netop "gennembrud" må være et af nøgleordene, når man læser Lykke-Per. Romanen giver et fantastisk indblik i datidens samfund, der står på tærsklen til den moderne verden. På den ene side af bruddet finder vi det landlige, det konservativt religiøse og traditionelle. På den anden findes det moderne, udsynet og industrialiseringen. Men problemet er ikke, at begge sider findes som modsætninger. Problemet er, at begge sider findes i et og samme menneske!
På den måde er det på sin vis ikke modsætningerne i sig selv, som står stærkest i romanen, men i højere grad den sitrende, tvivlende uro, som findes imellem dem. Og uroen findes overalt; den findes i valget af ægtefælde, den findes i uddannelse, den findes i arbejde. Den findes endda i menneskers opfattelse af dem selv - en slags spænding, der er et evigt vilkår i livet. Og måske er det den spænding, det vilkår, som egentlig er en evergreen. Måske ikke.
Måske skulle man bare læse Pontoppidan igen.
Kom til arrangementet Skål med de Store Danskere: Henrik Pontoppidan torsdag den 7. november kl. 17.00.
Find din billet her.