Boligernes fortællinger
Var det som om, boligerne kom til live under den litterære vandring til Sammen om Greve?
Af Thomas Damholt
Det føltes i hvert fald sådan, da vores bibliotekar læste op af romaner, der alle forholder sig til forskellige boligformer og de mennesker, der bebor dem. Anledningen var den debuterende kulturaften Sammen om Greve, og derfor var ruten lagt i området omkring biblioteket i Hundige, og en lille gruppe tilmeldte fulgte med bibliotekaren.
Første stop på vandreturen var foran de helt nye boliger Strandby Høje på den anden side af banen fra Greve Bibliotek. Her løftedes en eksklusiv og meget dyr marmorplade ind i lejligheden til Miriam, en af hovedpersonerne i Theis Ørntofts prisbelønnede roman Jordisk, alt i mens trafikken omkring Gammel Kongevej i Københavns hjerte måtte stoppes i en rum tid. Det, syntes hun, var helt fair, og hun håbede på, at flyttefolkene i lejligheden ikke ville snavse gulvet til.
Turen gik videre til bunden af det nybyggede område lige før Hundige Strandvej, hvor et andet, men på mange måder lignende bord, var materiel hovedperson. Nemlig i Liv Duvås spritnye og virkelig stærke Ned fra himlen. Her skal Maria fra Brøndby Strand parkerne og Johan fra Risskov vælge bordplade i trævarelageret i selskab med og finansieret af Johans forældre. Det virker ganske naturligt, at Maria trækker sig og lader Johan vælge, da bordet også skal stå i Johans forældres forældrekøbslejlighed i Valby til Johan og "partner in crime" Maria.
Det er næsten for oplagt at stoppe op ved Parcelvej, når man skal læse op fra en "villaroman", men det gjorde gruppen ikke desto mindre. Og her fik vi læst den fine og let chokerende start op af Rampen af Jesper Stein, hvor Jeppe kommer hjem og overrasker sin far med en ganske ung studerende kvinde i den flotte patriciervilla i Risskov i Århus.
Turen gik så vestpå igen hen imod banen og et rækkehusområde, hvor vi fik en passage fra tredje del af Morten Papes "Amagertrilogi" I ruiner læst op. Det er her, vi møder Amalies familie i parcelhuskvarteret på Ugandavej og hører om deres let anspændte aftensmåltider fyldt med madro og advarsler om ikke at nærme sig Nubiensvej, hvor morfaren bor.
I tunnelen under S-togsnettet læstes op af den på mange måder oversete Man vil så gerne elskes af Jacob Skyggebjerg, hvor jeg-personen skal til konfirmation i Gellerupparken, som han virkelig godt kan lide at være i! Der er meget mere liv og glæde, end hvor han er vokset i det mere landlige Østjylland.
I Sara Rahmehs morsomme og "Vangedebilleder-agtige" Betonhjerter er der et kapitel om Blokkens festlokale. Gruppen stoppede foran det samme i Gersagerparken, og der blev læst højt fra netop det kapitel. Om hvordan halal-tanterne ganske ofte fik parret nye par til bryllupper, og hvordan lokalet, kaldet Al salé, desværre, var under nedrivning ved beslutning af politikerne.
Turen gik herefter igennem indkøbscenteret Waves før et stop foran Pizza Huset, hvor vi fik et kort kapitel fra De kalder mig ulven af Zeshan Shakar, der bl.a. foregår i en kebabbiks . Bogen er et stærkt portræt af en midaldrende norskpakistaner, der er klemt, men også ansporet af et liv mellem to kulturer.
Så var der kort op til Greve Bibliotek, hvor vi gennem kulturaftenens liv og ballade endnu engang hørte fra Liv Duvås Ned fra himlen om etableringen af parkerne i Brøndby Strand i et kapitel med titlen Nye forbindelser. Bygningerne i denne roman forbinder sig og taler sammen, og sådan er det i forskellig grad også i de her nævnte bøger. I hvert fald foregik der under vandringen en slags samtale mellem litteraturen om boliger.
Har du fået lyst til at deltage i sådan en litterær vandring en anden gang? Så hold øje med vores hjemmeside, Sydkysten eller facebook.