Jul på Mols
Sjov, lidt uhyggelig og anderledes julehistorie, som kan læses året rundt
Af Louise Bredahl Greiner
Alma er på klassetur i Mols Berge en råkold regnvejrsdag i december. Hun er ked af sin ordblindhed, håbløst forelsket i William, og nu er hende bedste veninde, Louise, begyndt at snakke med selfieslænget, som er nådesløst ledet af klassens dronning, Beate. Da Alma så ovenikøbet kommer på hold med klassens nørd, Erik, tænker Alma, at dagen ikke kan blive meget værre… Men da Alma og Erik kommer til at grave et lille skellet op, kommer de uforvarende til at åbne porten til den mørke underverden og snart er hele julens sødme i fare! Uden skelettet i Bakken har mosekonen, Drusea mulighed for at sende sine to væmmelige håndlangere, vætterne Sukkergrisen og Den Søde Tand, ud for at stjæle nissernes hemmelige opskriftsbog og ødelægge julen.
Men Alma kommer helt tilfældigt i besiddelse af nissernes bog før Grisen og Tanden, der derfor kidnapper hendes forældre og overtager deres udseende, så de kan stjæle bogen. Men de opfører sig bestemt ikke som et gennemsnitligt og kedeligt forældrepar! De er så pinlig og ekstremt ulækre, at Alma hurtigt opdager, at noget er helt galt…
Men heldigvis bliver Erik den gode ven, Alma har brug for - og så besidder Alma en helt særlig evne, som hun ikke selv kendte til! Nu må Alma og Erik - med lidt nissehjælp - tage kampen op med de underjordiske for at bringe skellettet tilbage i Bakken og redde både Almas forældre og julens sødme.
Jul på Mols er en spændende, sjov, lidt uhyggelig og ganske anderledes julehistorie, der bestemt kan læses hele året. Og så har den simpelthen den flotteste og grummeste forside!
Læs også Kasper Hoffs serie Samlingens Vogtere, der er en mega spændende serie, hvor to børn læres op som shamaner af en afdød onkels ånd, og skal redde verden ved hjælp af en samling kraftfulde artefakter.
Fra 10 år
Anbefalet af Sara