Litteratur

Lakserytterens farverige univers

Rasmus Kolbe aka. Lakserytteren er kendt for sine farverige og sjove videoer på YouTube om tegning og kreativitet. I forlængelse af sit farverige liv på YouTube, har han i samarbejde med sine følgere skrevet fantasy-serien ”Legender fra Odysïa” og er en aktiv stemme i debatten om børn og unges færden på sociale medier. Bliv klogere på ham her!

Af Denise Normann Abrahamsen

Legender fra Odysïa

I 2020 udkom første bind af Legender fra Odysïa-serien, Legender fra Odysïa – griskernes hemmelighed. Bogen er en interaktiv roman, som er skrevet sammen med Lakserytterens følgere på sociale medier. Processen skete gennem tegneopgaver, workshops, videoer og kommentarer på sociale medier. På den måde er Lakserytterens følgere og læsere en helt central del i skabelsen af bogen.

Formålet med bogen er at motivere børn og unge til at tegne mere, styrke deres læseglæde og blive mere fantasifulde.

Børn og unge på sociale medier

Lakserytteren har om nogen erfaring med sociale medier - både i og uden for skærmen. For ikke nok med at han skaber lærerig underholdning for børn og unge på YouTube og til sin nye app, Flimmer, så er han også en aktiv stemme i debatten om børn og unges færden på sociale medier og det de bliver præsenteret for.

I 2022 udkom Turen går til YouTube: en guidebog til forældre. Heri gennemgår Rasmus Kolbe (Lakserytteren) og Maria Baagøe Bové de forskellige aspekter, der er med til at forme YouTube som platform, men som også kan være med til at påvirke børn og unge.

Bøger, krea og tryghed på nettet

Lakserytterens indspark i debatten om børn og unges færden på sociale medier samt hans indspark i litteraturen, er kærkommet og frisk. 

Derfor glæder vi os også rigtig meget til at tage imod ham, når han gæster Tune Bibliotek (Menighedssalen) d. 7. december kl. 11-13. Her vil han fortælle om tilblivelsen af Legender fra Odysïa-serien samt sætte fokus på, hvordan vi kan skabe sikkerhed og tryghed for vores børn og unge i ders færden på nettet og sociale medier.

Efter arrangemenetet er der Meet'N'Greet, hvor I kan møde Lakserytteren helt tæt på og få hans autograf. 

Arrangementet kræver tilmelding og koster kr. 25 pr. person. Billetter kan findes her.