Voksenarrangement

Anne-Cathrine Riebnitzsky til Forfatterdagen

Den populære forfatter udgiver en helt ny roman, Tempel, lige op til forfattersamtalen på Forfatterdagen.

Af Thomas Damholt

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Tempel fortæller den velkendte historie om Josef, Maria, Jesus og Kong Herodes, men på en helt ny måde, så man kan mærke støvet fra de farefulde ørkenkaravaner og får indsigt i brutale slag og intense magtkampe. 

Romanen stiller mange interessante spørgsmål. Nogle af dem er: Hvordan kunne Maria undgå stening, når hun blev gravid udenfor ægteskabet? Blev Jesus født i en stald? Og hvorfor var Kong Herodes så brutal?

Anne-Cathrine Riebnitzsky ønsker med Tempel, som er første del af en trilogi, der udkommer d. 2. oktober, at granske rødderne for vores kristne etik og moral. Hun udtaler: 
"Jeg tror, vi har en tendens til at overse, hvor stor en del af vores lovgivning, der er vokset ud af kristendommen. Det bliver først synligt, når man går tilbage i historien og ser, hvad Jesus gjorde oprør imod: Et voldsomt Romerrige og strenge jødiske regler."

Det er en ærefrygtindgydende historie at kaste sig over som forfatter, men Anne-Cathrine Riebnitzsky har gjort tilløb til emnet i sine seneste romaner: Smaragdsliberen og Vindens port, som begge blandt andet fokuserer på gnidninger mellem de monoteistiske religioner. 

For at skrive Tempel har forfatteren lavet grundig research i området, og det og meget andet skal vi høre om på Forfatterdagen d. 5. oktober. Vi glæder os meget. 

Køb din billet til Forfatterdagen her